BUDGET 24-27 BLEV INGEN FEST.

For SocialLiberale har det været vigtigt i en ekstrem svær forhandlingssituation, at vi i alle partierne har taget et fælles ansvar.
Det betyder dog også, at der er ting som ikke er vokset i vores have, mens andre ting
ikke var kommet med, hvis vi ikke havde taget et fælles medansvar.
Blandt SocialLiberales fokuspunkter var en bevarelse af klippekortsordningen for vores ældre medborgere på plejecentrene.
Fastholdelse af ekstraressourcen og lejrskole til vores folkeskoler.
Bevare Dalby Skole.
En større frisættelse af både skoler og omsorgscentre med større puljer, som vores bestyrelser samt bruger- og pårørenderåd selv kan prioritere brugen af.
Fastholde tilbuddene Team 2010 og IF Vikingerne til vores handicappede, udsatte og sårbare borgere.
Styrke Hornsherred med støtte til Østby, Venslev og Hammergården.
Fortsat have en færge i Kulhuse.
Styrke vores pressede byggesagsbehandling med flere sagsbehandlere.
Samt styrke vores sårbare familier med ansættelse af flere familiebehandlere.
Sidst men ikke mindst - et større fokus på at styrke vores unges mulighed for at være en del af demokratiet.
Et budgetforlig er lavet. Men nu skal vi trække i arbejdstøjet. Vi har været med til at skubbe
anlægsinvesteringer længere ud i budgetperioden. Det betyder ikke at de for os er glemt. Blandt andet skal vi fortsat arbejde på etablering af et kulturhus i Slangerup – og måske skal der tænkes alternativt, så processen ikke er gået i stå frem til 2025.
For at få enderne til at mødes, måtte vi acceptere en generel besparelse på 0,2% på alle områder. Som parti vil vi være med til at sikre, at disse besparelser ikke rammer skævt og forkert.
Derfor kommer SocialLiberale til at følge denne proces tæt og sikre en fair rammebesparelse.

Nedslagspunkt budgetproces og Dalby Skole:
Vi besluttede i fællesskab ikke at lukke Dalby Skole. I SocialLiberale syntes vi, at skolen har været taget som gidsel i en noget uskøn budgetproces. Det giver for SocialLiberale slet ikke mening at tage et helt landsbysamfund som gidsler i budgetforhandlingerne. Det er en uskik og vi vil arbejde benhårdt for, at det ikke kommer til at ske fremadrettet. Heller ikke på andre områder. Vi har med den valgte form skabt unødig angst og manglende gennemskuelighed.
Derfor foreslår vi i Byrådet en evaluering af processen og nye og bedre tiltag til næste gang.

Nedslagspunkt Colombus:
Vi besluttede i fællesskab at bevare færgedriften i Kulhuse – men uden at skulle købe en ”guldfærge” til 90 mio. kroner og det var rigtig vigtigt for os. Frem til 1. april 2024 gives der nu en mulighed for at undersøge/afdække mulighederne for overtagelse af Colombus i anden end kommunal konstruktion. Vi var villige til at overdrage skibet til anden side. Samtidig med dette undersøges det, hvad en nyere færge vil koste i anskaffelse/drift. Desuden afdækkes det, hvilke omkostninger det vil have for kajanlæg mv. så endelig løsning for at sikre færgeoverfarten mellem Kulhuse og Sølager findes.
Kunne også være sejlads til nye steder f.eks. Lynæs. Det er ikke endelig afklaret om det skal være en el-færge eller andet. Ej heller om færgen skal kunne medtage biler. Vi ønsker en færge med biler – men stemmer for den løsning der giver bedst mening for lokalområdet og os som kommune og det kommer til at ske inden sommerferien 2024.

...........og der blev jo intet at fejre i forbindelse med forhandlingerne. Hvis dette gentages ved de kommende budgetforhandlinger bør vi i stedet sige fra overfor KL og Regeringen inden. Allerede den her gang var nok, nok! Det var fuldstændig vanvittigt at sidde i Frederikssund Kommune og skulle spare og spare og spare.

Imens Regeringen gang på gang ”fandt” flere og flere penge på kistebunden. Hvorpå de så dryssede "hold-kæft-bolcher" ud til os i kommunerne, i bittesmå portioner.

Vi har nået et økonomisk lavpunkt i vores kommuner. Vi kan ikke mere. Vi bløder. Vores borgere ligeså og som et lokalt parti skammer vi os. Vi skammede os over at skulle se borgerne i vores egen kommune i øjnene og se deres reaktioner, da de læste de håbløse besparelsesforslag. Vi har ikke plads til individerne mere - alle skal passe ind i kasser. Hvor er ordentligheden henne i vores samfund? Vores menneskesyn ændrer sig. Vi fjerner os mere og mere fra hinanden. Vi bliver inaktive asociale mennesker. Vi lever i en digital verden og både på skole- og ældreområdet er der flere og flere digitale løsninger. Nogle kalder det velfærdsteknologi.
Ikke os – der er ikke meget velfærd over konceptet.
Teknologien erstatter mennesker og teknologien skaber en større og større afstand menneskerne imellem.
Det sparer penge er påstanden – det er smartere! Men er det nu også det. For teknologi kan ikke vise empati. Teknologi kan ikke give dig det lille ekstra. Vi glemmer at se hinanden i øjnene. Vi glemmer at passe på hinanden. Vi gemmer os bag computerskærme. Vi glemmer at tage ansvar. Derimod serviceres vi mere og mere via digitale platforme og fjerner os langsomt, men sikkert mere og mere fra hinanden. Det er da ikke så underligt, at vi er i gang med at ødelægge en hel generation – for vi glemmer simpelthen at være mennesker!
Vi glemmer at det er ok at lave fejl. Vi glemmer at det er ok, at vi ikke alle kan løbe hurtigt. Vi glemmer at vi skyndte os så meget, som vi kunne sidste år – men alligevel så knokler vi året efter for at kunne løbe endnu hurtigere eller springe endnu højere – for vores kollegaer bliver syge. De siger op eller bliver fyret. De kan ikke holde til arbejdspresset.
Men kan du, eller kan jeg?...........og hvorfor mon?
Hvis vi står i samme situation næste år – så lad os budgettere med et underskud - for det koster at drive en kommune. Men med den økonomiske ramme vi får tildelt kan det ikke lade sig gøre. Så hvis nu alle kommuner vælger IKKE at spare på vores velfærdsområder. IKKE sænker barren for vores serviceniveau. IKKE skærer på de faglige hænder. IKKE spiller med vores børns fremtid. IKKE lader vores forældre og bedsteforældre miste værdigheden og sidde i deres ble hele dagen fordi der ikke er tid til, at tage sig af det.
Vi skal finde modet til at kaste håndklædet i ringen. Sende et kraftigt vink til KL - som så må lave en aftale med Regeringen om, at de = Regeringen må og skal løfte vores økonomiske råderum ude i kommunerne. Vi kan ikke mere! Kravene bliver større og større - men der følger ikke penge med!
Vi skal huske at passe på hinanden. Det kan ikke hjælpe noget, at vi år efter år sparer – kapper en hæl eller klipper en tå. For der er ikke mere fod tilbage. I SocialLiberale kommer vi til at kæmpe for vores borgere. For vi er begyndt at skære af vores ben og om lidt så har vi intet tilbage at stå fast med – og så vælter vi!

SocialLiberale vil gerne sige tak. Tak for de mere end 1.100 sider med høringssvar som borgere, foreninger mv. har indsendt under høringsperioden. Hver og en er blevet læst og mange af Jeres ord, betragtninger, kommentarer er taget med i det videre arbejde før og under budgetforhandlingerne. Vi har følt os bedre klædt på til vores arbejde og er taknemlige over, at vi har så engagerede borgere i vores kommune.
For SocialLiberale er der ingen grund til at juble med dette års budgetforlig. Det blev et forlig af nød og ikke af lyst. I fremtiden må og skal vi tænke anderledes. Mennesket skal i centrum og vi vil arbejde benhårdt på, at nedbryde kasser og den megen bureaukrati, samt have fokus på ledelse af og i vores kommune.

På vegne af den samlede bestyrelse i SocialLiberale

Formand, gruppeformand og byrådsmedlem
Charlotte Drue
Mobil: 60933294
Næstformand
Lars Høgh-Hansen
Mobil: 29700148